Bønnepasta m/pesto

print
Bønnepasta/spagetti er, som navnet siger, pasta lavet af bønner – f.eks. sojabønner.

Fordelene ved bønnepasta er, at det er:

  • Meget proteinholdigt
  • Glutenfri
  • 40-50% mindre stivelsesholdigt end almindelig pasta
  • Mættende på en god og “let” måde

Retten her er supersimpel og let at lave. Jeg vil foreslå, at man spiser en grøn enkel salat til – f.eks. et mix af spæde spinatblade, ruccula og iceberg salat blandet med en olie-eddike dressing.
Til en portion til 2-3 personer skal du bruge:

  • 200 g bønnepasta
  • Et STORT bundt finthakket persille
  • 2-3 fed presset hvidløg
  • Ca. 1 dl. olivenolie
  • Ca. 1,5 dl. friskrevet parmesanost
  • Salt og peber

Så let er det:

Persille, hvidløg og olie blandes sammen. Finhak evt. det hele med en stavhakker/minihakker.
Bønnepastaen koges i rigeligt letsaltet vand efter anvisningerne på posen (ca. 8 min.).
Vandet hældes fra den kogte pasta.
Persille blanding og finhakket parmesan vendes med pastaen i gryden og varmes kort igennem inden servering.

Server med en grøn salat til.