Grove quinoa boller

print
Godt med tyggearbejde – det skal der til, når disse grove quinoa boller skal konsumeres. Og så er de dejlig svampede og super lækre til sandwich, som tilbehør til salat eller bare med en skive ost til morgenmaden.

Måske kender du ikke til quinoa, så lige en ultra kort intro her. Quinoa er et lille proteinrigt frø, som vokser i Sydamerika. Skal koges og kan derefter spises som tilbehør til kød/fisk, blandes i salat og kan også blandes i brød og dermed øge protein indholdet og gøre brødet dejlig svampet. Og så er det glutenfrit. Kan fås i en sort, rød og hvid udgave og har en mild nøddeagtig smag.

 

Til ca. 12 boller skal du bruge:

  • 1 dl quinoa + 2 dl vand. (Du kan bruge både den hvide, røde og sorte, men det flotteste resultat bliver med den røde eller sorte, pga af de mørke prikker der kommer i bollerne)
  • 5 dl lunken vand
  • 20 g gær
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk honning
  • 2 tsk salt
  • 1 dl hakkede mandler eller nødder
  • 100 g rugflager
  • 100 g knækkede hvede- eller speltkerner
  • 250 g fuldkorns hvede- eller speltmel
  • 150 g hvede- eller speltmel

 

Så let er det:

Quinoaen skylles i koldt vand, koges i letsaltet vand (de 2 dl) som anvist på posen og afkøles.

Gæren røres ud i de 5 dl vand og olivenolie, honning, salt, mandler og den afkølede quinoa tilsættes. Rør tilsidst rugflager, knækkede hvedekerner og mel i. Dejen skal være som en tyk grød.

Dejen hæver nu på et lunt sted i 1-2 timer, formes til boller med 2 skeer og sættes på pladen med bagepapir.

Bages ved 200 grader i varmluftsovn i 20-25 min.

TIP: Bollerne kan med fordel koldhæves. Så halverer du bare mængden af gær, bruger koldt vand i stedet for lunken og stiller dejen i køleskabet natten over.