Laksesalat m/peberrod

print
Denne fyldige og lækre laksesalat er fra Jane Fabers bog LCHF – spis dig mæt og glad.
LCHF står for Low Carb High Fat, og det er ud fra denne kostmodel alle opskrifterne i hendes supergode bog er bygget op omkring.

Salaten er lækker som forret, frokost, som del af en brunch eller som aftensmad – du bestemmer.

Til en portion til 2-4 personer skal du bruge:

Laksesalat

  • 2 spsk god mayonnaise
  • 2 spsk cremefraiche 38%
  • Fintrevet, frisk peberrod efter behag
  • 1 spsk citronsaft
  • 100 g røget laks eller varmrøget laks
  • 1 tilberedt og afkølet laksefilet
  • Salt og friskkværnet peber

Råkost

  • Ca. 1/4 fintsnittet spidskål
  • 1-2 stængler fintsnittet bladselleri
  • 1/2 æble i tynde både
  • 1/2 rødløg i meget tynde skiver
  • 1 dusk finthakket dild
  • 2-3 spsk olivenolie
  • 2-3 spsk æbleeddike
  • Salt og friskkværnet peber

Så let er det:

Bland først en dressing af mayonnaise, cremefraiche, citronsaft og friskrevet peberrod i en skål.
Skær laksestykkerne i tern, bland dem i dressingen og smag til med salt og peber.
Bland de fintsnittede grøntsager i en skål
Pisk en dressing af olivenolie, æbleeddike, salt og peber
Kom dressingen hen over råkosten og vend rundt.

Velbekomme