Linse deller

print
Der er nok nogen, der vil rynke på næsen af denne opskrift. Linsefrikadeller lyder bare ikke særlig sexet…ved det godt…men de smager altså bare SÅ godt.

Til ca. 15 deller skal du bruge:

  • Ca. 100 g.  grønne linser (giver ca. 200 g. kogte) – koges efter anvisningen på posen og afkøles lidt
  • 2 store æg
  • 2 små løg eller 1 stort – finthakket
  • 2 mellemstore gulerødder – finthakket
  • 2 fed hvidløg – finthakket
  • 75 g mandler malet til mandelmel (du kan også bruge hasselnødder)
  • 25 g sesamfrø
  • 1 håndfuld friske finthakkede koriander eller 2 tsk. tørret
  • 1/4 tsk. chilipulver
  • 2 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. havsalt
  • 1 tsk. fiberhusk
  • Olivenolie til pensling

Så let er det:

Kom de kogte og let afkølede linser op i en skål sammen med æggene og blend det hele til en ensartet masse med din stavblender.
Brug igen stavblenderen – denne gang hakkefunktionen – og hak løg, hvidløg, gulerødder og friske koriander fint. Put det op i skålen med linserne.
Put mandler/nødder i stavhakkeren og hak dem nu helt fint, så det får en konsistens af groft mel. Put det op i skålen med linser.
Tilsæt til sidst sesamfrø, chili, spidskommen, salt og fiberhusk (binder dejen sammen, men kan udelades) og rør det hele godt sammen.

Varm ovnen op til 200 grader.
Form dejen til små deller og pensl med olivenolie.
Bages i 25-30 min til der er kommet en hård skorpe på dellerne.
Du kan også vælge at stege dellerne på panden i olivenolie.

Smager skønt varme som kolde.
Spis dem f.eks. med en råkost af gulerødder, rødbeder og æbler med friskpresset citronsaft og så lige en avocado eller guacamole for at få nogle gode fedtstoffer.

Tip:
Hvis du bruger røde linser i stedet for grønne bliver farsen meget mere fugtig/lind, og det er ikke muligt at forme frikadeller af det. Til gengæld kan du lave et Linsefarsbrød. Smør en rugbrødsform med olivenolie og hæld farsen deri.
Bag farsbrødet i ovnen ved 200 grader i 30-40 min.