Raw food spaghetti med pesto

print
Raw food spaghetti er lavet af grøntsager. Det kræver at du har en spiralizer, et mandolinjern eller et andet køkkenredskab, som kan lave lange fine strimler af dine grøntsager.

Du kan f.eks. bruge squash, gulerødder, rødbeder og sød kartoffel. Mulighederne er mange og det gælder også pesto, hvor du kan bruge persille, rucola, basilikum alt efter hvad du lige har i køleskabet eller urtehaven.

Spis det i stedet for almindelig spaghetti sammen med kødsauce eller som tilbehør til fisk, kød eller bare helt for sig selv sammen med et stykke stenalderbrød måske.

Her er et bud på både spaghetti og pesto:

Det skal du bruge til en portion til 2 personer

  • 1 stor rødbede
  • 2 store gulerødder
  • 1 squash
  • 1 sød kartoffel

Pesto

  • 3 dl bredbladet persille, basilikum eller en blanding af disse
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 tsk. salt
  • ½ dl. mandler
  • 25 g parmesanost
  • 1 dl. olivenolie
  • 1 spsk. citronsaft

 

Så let er det

 

Riv alle grøntsagerne på en spiralizer eller andet køkkenredskab som kan lave spaghetti lignende strimler, og kom det hele i en skål.

Blend alle pesto ingredienserne samme til en ensartet masse.

Bland pestoen godt sammen med grøntsagerne og så er der serveret.

Tip: Du kan også vælge at lave en lun og knap så raw udgave af retten ved at overhælde spaghettien med kogende vand og dryppe godt af inden du tilsætter pesto.