Verdens bedste bønnesalat

print
En superlækker sommersalat der er et fuldgyldigt måltid i sig selv, men som bestemt også egner sig som tilbehør til kød eller fisk. Helt klart en af mine favoritsalater!

Til en portion til 3-4 personer skal du bruge:

  • 250 g friske grønne bønner ( haricots vert)
  • 250 g kogte og afkølede røde eller hvide kidney bønner (= ca. 125 g tørrede)
  • 1 bundt grønne asparges – 3-400 g.
  • 2 avocadoer
  • 150 g gede- eller fårefeta
  • 1 god håndfuld finthakket dild
    Dressing:
  • 4 spsk. koldpresset jomfruolivenolie
  • 2 spsk. citron- eller limesaft
  • 1-2 fed presset hvidløg
  • 2 tsk. honning
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 1 tsk. hav- eller urtesalt
  • lidt friskkværnet peber

Så let er det:

De tørrede Kidney bønner lægges i blød natten over og koges efter anvisningen på posen. Du kan sagtens koge en større portion end du skal bruge, og komme resten i fryseren. Du kan også godt bruge Kidney bønner på dåse ( så skal bruge én dåse på 400 g), meeeen jeg synes altså at det bliver bedst (og billigere), hvis du vælger den tørrede udgave.
Nip enderne af de grønne bønner og skær dem over på midten.
Find knækstedet på de grønne asparges og kasér den nederste del. Hvis du synes asparges stykkerne er for lange, kan du evt skære dem midt over.
Grønne bønner og asparges gives et kort opkog – de skal stadig bevare sprødheden. Afkøles.
Skær avocado og feta i mindre stykker.
Bland ingredienserne til dressingen

Bland alle ingredienser sammen og tilsæt dressing.
Server med friskhakket dild.

ENJOY!